Seks fodboldklubber bag nyt ambitiøst pigeprojekt
Et nyt overbygningssamarbejde etableret af en række klubber på Øst- og Midtsjælland - Svogerslev Boldklub, Køge Boldklub, Køge Pige FC, Haslev FC, Borup IF og Herfølge BK - skal etablere et stærkt udviklingsmiljø for ungdomsspillerne. Ambitionerne går også i retning af et fælles seniorhold
Preben Markvardsen, sportschef i Svogerslev, fortæller:
”Vi har sat som mål, at vi skal spille på højeste niveau på Sjælland med U14, U16 og U18 senest i sæsonen 2017-18 samt opfylde kriterierne for at søge pigelicens i sæsonen 2018-19.”. I ungdomsrækken kvalificerer et hold sig ikke til at spille på øverste niveau automatisk, der skal man søge DBU om licens til at spille i den bedste række.
”Samtidig er det også vigtigt for os, at projektet udvikler sig i det rigtige tempo. De senere år er der blevet lanceret en del meget ambitiøse pigeprojekter, som hurtigt er blomstret op for herefter lige så hurtigt at afblomstre, fordi fundamentet viste sig at være for skrøbeligt. Den fejl ønsker vi ikke at gentage, og ”det rigtige tempo” betyder, at vi først søsætter nye projekter, når vi har de nødvendige menneskelige og økonomiske ressourcer. Vigtige værdier i projekter er bæredygtighed og kontinuitet – og vi ved godt at det tager tid at udvikle et pige-setup, der kan matche de bedste pigemiljøer på Sjælland, men det rokker ikke ved, at det er ambitionen.
Det bedste for de fleste
I HB Køge Pigefodbold arbejder man med afsæt i en model, som sikrer, at spillerne kan være en del af et ambitiøst udviklingsmiljø for de bedste, samtidig med at man bevarer kontakten med de miljøer, som har været med til at udvikle dem.
Mere konkret træner spillerne to gange om ugen i HB Køge-regi og to gange i deres egne klubber, og de bevarer således relationen til deres holdkammerater i moderklubben. Et tæt samarbejde mellem de ”lokale” trænere, samt sportschef og trænere i HB Køge, sikrer, at der hele tiden er en ”blå-sort-tråd” i træningen.
Samarbejdet er organiseret som et formaliseret holdsamarbejde, hvilket betyder at spillerne bevarer deres medlemskab i deres klubber. Hvis spillerne ikke udtages til kamp i HB Køge-regi, spiller de sammen med deres holdkammerater i moderklubberne.
Visionen med overbygningen er:
- at etablere et udviklingsmiljø for de spillere der kan og vil spille på højeste niveau
- at etablere et setup der medvirker til at udvikle de lokale klubber
- at udvikle et pigetalentmiljø præget af kontinuitet og økonomisk bæredygtighed
Jannik Seehusen fra Køge Boldklub fortæller:
”Vi vurderer, at denne model potentielt vil medvirke til at fastholde flere piger i fodbolden, idet de – når de eventuelt ikke længere kan eller vil spille med på at øverste niveau – ikke skal ”hjem” til deres gamle klub. De skal reelt blot spille videre med de holdkammerater, som de hele tiden har trænet og spillet sammen med.
Det kommende U16, nu U15 er startet op, og har allerede indledt deres sæson med en flot sejr på 4-2 over Espergærde
Erfaren talentudvikler tilknyttet projektet
For at sikre den fornødne kvalitet i projektet har man i HB Køge valgt at indlede et samarbejde med Thomas Bo Nielsen, som bl.a. har været sportschef og talentkoordinator i B93/Skjold/HIK, da de spillede i 3F-ligaen.
”Det har været afgørende for os at få en person ind i projektet, der har været med til at opbygge et talentmiljø fra bunden af, og som ved, hvad der skal til for at spille på højeste niveau, og vi er derfor rigtig glade for, at Thomas har sagt ja til at være en del af projektet,” siger Lars Fogde, formand for Borup Fodbold.
Thomas Bo Nielsen skal – udover at være konsulent på projektet – også være med til at træne især U16-holdet.
Seniorhold på vej?
Om muligheden for et fælles seniorhold siger Jeanette de Friis, pigekoordinator i Køge Pige FC:
”Vi er i gang med at afsøge mulighederne for at etablere et seniorhold, der kan spille sig op gennem rækkerne, således at ungdomsspillerne også kan opleve at blive udfordret, når de overgår til seniorfodbolden. Vi satser på, at vi allerede i sæsonen 2016-17 kan tilmelde et seniorhold, der kan påbegynde ”opstigningen” i rækkerne.”
Yderligere info:
Tjek projektet på FB – HB Køge Pigefodbold – eller kontakt Peter Estrup Nielsen på 22183305 eller peter.e.nielsen@gmail.com