Når man ude på tribunen kunne høre råbet ”SIMON’S BALL!!!!” var man helt tryg. Så vidste man at forsvarsklippen med firetallet på ryggen sekundet senere headede læderkuglen langt væk fra farezonen. Det vidste alle. Det var ”Simon’s ball”.
Jeg husker ham som forsvarsspilleren der altid kom først og højest. Og ofte troede man jo nærmest at kuglen røg helt ned i det andet mål – så hårdt headede manden.
Han tog Herfølge med storm og med ærefrygt. Alene overskægget imponerede. Men det var spillet; mandens attitude og ikke mindst fighterhjertet der vandt alles hjerter. Også mit.
Han gik ikke på kompromis, han skånede ingen - og kendte modstandernes angribere ham ikke før kampen, var det værst for dem selv. Vi elskede det. Vi elskede Simon Gibson.
Herfølges DNA var i forvejen fight, men her kom der en mand ind fra England, og gav alligevel fight en ny dimension.
Han trådte sine ungdommelige fodboldstøvler til i Chelsea Football Club , fik liga-debut hos Swindon Town Football Club hvor Simon Gibson spillede 41 kampe i rødt og hvidt. Efter kortere karrierer i Rochdale AFC og Preston North End Football Club, kom Simon til Østsjælland og Herfølge Boldklub.
 |
Det var i de sidste gode år i den store 80’er epoke i Herfølge. Dengang hvor jordvoldene og de nøgne reklameskilte endelig var erstattet af siddetribune på langsiden og cement-ståtribuner bag målene.
Dengang hvor datidens tophold fra Brøndby, AGF og Lyngby blev besejret fra tid til anden, mens bundholdene ofte var en værre opgave - og vi den ene sæson endte i top 6, og næste sæson kæmpede for overlevelse og hang i neglene. Dengang hvor spillerne hed Claus Munkholm, Frank Løndal, Jesper ’Købmand’, Frank Macnamara, Søren Busk, Carsten V. Jensen, Peter Bonde, Lars Ole Carstensen, Lennart Olsen, Peter Sørensen, Glenn Wright, Lars Frisch, Jesper Bo Pedersen, Kim Brodersen og … bare stop mig. Simon Gibson var også en spiller der socialiserede, og knyttede tætte venskaber med flere af datidens spillere indtil sin sidste dag i onsdags. Blandt andre den skotskfødte Herfølge-legende Frank Macnamara der for altid var en tæt ven med Simon. Simon var endda så god til at socialisere i Herfølge, at han sammen med Mette fik datteren Michelle. En pige der selvfølgelig fik positiv særbehandling i sin børnehave i Herfølge, hvor jeg tilfældigvis var ung og håbefuld pædagogmedhjælper. Det skal da have sine fordele at være datter af Simon Gibson, ikk’! Michelle dedikerede de sidste syv måneder til nærvær med sin far, indtil i onsdags hvor fighteren tabte sin sidste kamp og fik fred fra kræftens pinsler og plagen.
|
Simon Gibson skal kremeres i svenske Umeå , hvor han har boet de seneste år. Her vil familien og venner samles om en mindehøjtidelighed, hvorefter Simon Gibsons urne sættes ved siden af faderens grav hjemme i den engelske muld, i Nottingham, United Kingdom.
Som jeg skrev til Michelle tidligere i dag; ’Det har været en stor ære, at være fan af din far’. Og for mig er og bliver Simon Gibson en legende. For altid.
En af dem der har gjort indtryk. En af dem der har lært mig noget blot ved at jeg så på fra tribunen. Én af dem jeg har set op til i min ungdom. For mig, en legende og en helt.
Og vi skal huske vores helte og legender. Mange af os fra Herfølge Stadion vil altid huske Simon Gibson. Jeg vil.
Ære være dit minde, Simon Gibson!
”SIMON’S BALL!!!!”